Generalforsamling i EXA-foreningen Danmark 2011
FORMANDSBERETNING
22. januar 2011
I 2010 har foreningen for
Expressive Arts Danmark afholdt en generalforsamling,
et dialogarrangement, tre workshops, månedlige
EXA-café møder i København samt fornyet
EXA-foreningens hjemmesides udseende med foreningens
logo designet af Art Director Christopher Roos.
Ang. arrangementer:
Lørdag den 16. januar 2010 deltog 13 medlemmer og et
ikke-medlem af foreningen i en god og indholdsrig
danseworkshop v/ Pernille Overø med temaet
"Nytårsdrømme" i Kulturhuset Islands Brygge i
København. Johanna Jonsdottir skrev bl.a. i sit
referat fra dagen: ”Vi udforskede sammen og hver for
sig vore drømme for det kommende år gennem dans,
tegning og historieskrivning. En fantastisk skøn dag,
hvor vi nød muligheden for seriøs leg med forskellige
kunstneriske discipliner”.
Den 14. Marts 2010 deltog 8 medlemmer og 2
ikke-medlemmer af foreningen i en livgivende
stemmeworkshop under kyndig ledelse af Lise Lotte
Helm og Linda Michaelsen på Aktivitetscenter Nørre
Allé Aarhus. Der blev udforsket og leget med
stemmerne, sunget sigøjnersange og lavet performances
– en rigtig dejlig oplevelse!
Den 29. Maj deltog 9 medlemmer og et ikke-medlem af
foreningen i en vellykket LandArt-workshop ved
Jydelejet, Møns Klint. Temaet var ”Tid og Sten” og
efter en introduktion ved Birthe Marie Hammar
fordybede vi os i skabelsen af LandArt i den
storslået natur. Nogle af værkerne kan ses på
EXA-foreningens hjemmeside under ”Afholdte
EXA-workshops”.
I bestræbelserne på overordnet at styrke det
kunstterapeutiske arbejde i Danmark indbød FAK -
Foreningen af kunstterapeuter og Foreningen for
Expressive Arts Danmark den 18. september 2010 til
dialogmødet "Det kunstterapeutiske landskab i
Danmark" på Kontakt- og kultursted Kragelund i
Højbjerg ved Aarhus.
47 kunstterapiinteresserede mødte frem, deraf 10
medlemmer af EXA-foreningen Danmark.
Eftermiddagens program bestod af oplæg ved
henholdsvis cand. psyk./ grundlægger af Institut for
Kunstterapi Vibeke Skov og Hanne Stubbe Teglbjærg,
Ph.d., psykiatrisk overlæge og uddannet i Expressive
Arts. De to kvinder gjorde på informativ vis rede for
henholdsvis kunstterapi baseret på jungiansk
psykologi og den fænomenologisk baserede kunstterapi.
Efter de to oplæg blev der stillet spørgsmål fra
salen og debatten var livlig og berigende. Sanne
Brocks skriver i sit referat fra dagen: ”Meget blev
betydeligt klarere i løbet af eftermiddagens dialoger
og alle deltagerne blev opmærksomme på, at det
kunstterapeutiske felt er stort og spændende.
Debatten mellem deltagere og oplægsholdere var så
livlig, at det var vanskeligt at afslutte mødet til
det fastlagte tidspunkt. Alt i alt en udbytterig
eftermiddag og en dejlig oplevelse; jeg tror, alle
gik berigede hjem!”
Inspireret af dialogarrangementet den 18. September
besluttede bestyrelsen at afholde en workshop med
titlen ”Skabende kunstterapi – hvad og hvordan” v/
Bodil Nielsen og Marianne Ruth Kristensen den 13.
November 2010 i Aarhus. Intensionen med workshoppen
er at introducere den fænomenologisk baserede
kunstterapi for mennesker uden erfaring/med
erfaringer fra andre kunstterapeutiske retninger. På
grund af manglende tilslutning i november er
workshoppen udskudt til foråret 2011.
Sanne Brocks er EXA-foreningens bestyrelses
statistiker og hun har lavet følgende samlede
oversigt: I år 2010 har 24 forskellige EXA-medlemmer
deltaget i diverse workshops. Desuden har 40
forskellige udefrakommende ikke-EXA-medlemmer
deltaget. I alt har således 64 personer nydt godt af
et eller flere af EXA-foreningens arrangementer. Der
har i alt været 80 deltagere til de 4 afholdte
workshops.
Der er i 2010 blevet afholdt en månedlig EXA-café i
København. Få Expressive Arts-interesserede har i år
haft tid, overskud og lyst til at ses og snakke, dele
teater-, film- og/eller kursusoplevelser og
bestyrelsen har derfor, efter forslag fra Bente
Højer, besluttet at ændre cafeerne til arrangementer
med kulturindslag – kaldet ”EXA-stafetten”. Bente
Højer er tovholder på EXA-stafetten og alle der har
lyst til at tage stafetten, dvs. stå for et
arrangement (kunstudstilling, koncert, film etc.) kan
sende en mail til Bente (post@bente-hoejer.dk).
Bente har stafetten og indbyder via mail til det
første arrangement i februar 2011.
Alle EXA-arrangementer, der er afholdt i 2010, synes
vellykkede for de deltagende og har overordnet hvilet
i sig selv rent økonomisk. I de fleste arrangementer
har der været deltagere, der ikke er medlemmer af
foreningen, hvilket har bidraget til økonomien.
Tendensen er, at en del af disse senere indmelder sig
i foreningen, hvilket er glædeligt.
Ang. medlemmer og samarbejdsparter:
Foreningen har i 2010 haft 34 kontingentbetalende
medlemmer. Vi har desuden en del EXA-interesserede på
mailinglisten og ser det stadig som en af vore
væsentligste opgaver at sprede information og danne
basis for netværksdannelse. EXA-foreningen er i
kontakt med FAK - Foreningen Af Kunstterapeuter og
FNE (Fagligt Netværk under Ergoterapeut-foreningen –
skabende udtryksformer) og samarbejder med disse på
tværs. EXA-foreningen indbyder begge gruppers
medlemmer til at deltage i de arrangementer
foreningen udbyder.
Senest har bestyrelsen kontaktet Steen Lykke for at
undersøge om nuværende og tidligere studerende på
”Art Spirit Coaching uddannelsen, nu ”Danish
Institute for Expressive arts, spirituality and
communication”, er interesserede i at være medlemmer
af Foreningen for Expressive Arts i Danmark, hvilket
vi håber, da Steen Lykkes uddannelse for nuværende er
den eneste uddannelse i Danmark, der hviler på et
fænomenologisk grundlag.
Ang. bestyrelsen:
På generalforsamlingen i 2010 blev Johanna Jonsdottir
og Marianne Ruth Kristensen genvalgt til bestyrelsen.
Bestyrelsen har holdt tre møder i 2010; i marts,
september og november. Møderne er afholdt dagen
før/efter workshops for at spare transport for de i
bestyrelsen som deltager i pågældende EXA-workshop.
Årets første bestyrelsesmøde blev afholdt i Århus.
Marianne Ruth Kristensen og Johanna Jonsdottir er
fortsat henholdsvis formand og kasserer i
EXA-foreningens bestyrelse. Johanna er ansvarlig for
medlemskartotek og udsending af kontingentmails.
Marianne tager sig af revision/opdatering af
hjemmeside samt udsending af workshopinvitationer mv.
På mødet besluttede vi at ændre navnet EXA-perler til
EXA-workshops; da vi i Expressive Arts arbejder
værkorienteret og da workshop betyder værksted. Vi
arrangerede desuden de førstkommende workshops,
udvekslede ideer til nye og lavede en plan for resten
af året. Vi drøftede opdatering af hjemmesiden, andre
arrangementer og EXA-foreningens økonomi.
På mødet i september evaluerede bestyrelsen de sidst
afholdte workshops, planlagde datoer og udvekslede
ideer til indhold for EXA-workshops i 2011. Vi
besluttede, at der skal fremstilles visitkort med på
den ene side EXA-foreningens logo og på den anden
hjemmeside-adresse, e-mailadresse og ganske kort
introduktion til Expressive Arts og foreningens
arbejde. Christopher Roos laver layout og visitkortet
præsenteres på generalforsamlingen 2011.
I november planlagde vi generalforsamling 2011 samt
fastlagde/reviderede datoer og indhold for
EXA-workshops 2011. Der er ikke basis for EXA-caféer
i Århus, Odense og Aalborg og fremmødet i København
er sløjt, så vi besluttede at forsøge med initiativet
”EXA-stafetten”, der introduceres februar 2011.
EXA-foreningen er nu registreret som forening i
Københavns kommune.
Overordnet kan vi konkludere, at EXA-foreningen er
lille og velfungerende. EXA-foreningen Danmark har en
klar berettigelse, da interessen for kunstbaserede
udviklingsformer indenfor pædagogik, terapi og
coaching er stadig stigende. Det er min faste
overbevisning, at vi kan inspirere både os selv og
andre med afsæt i den særlige faglighed, som vi
kalder Expressive Arts – vi har både noget at give og
noget at lære.
Vi vil derfor i EXA-foreningens bestyrelse til
stadighed forsøge at finde nye veje og arbejde for at
udbygge samarbejdet med de mennesker og grupperinger
i Danmark, der er interesseret i det fænomenologisk
kunstbaserede arbejde. Vi ønsker at stimulere og
facilitere alle former for dialog, møder, workshops,
kurser og ideer som kan være med til at styrke
Expressive Arts, således at foreningen vedbliver at
være et inspirationsnetværk for både medlemmer og
andre interesserede.
Frederiksberg den 20. Januar 2011
Marianne Ruth Kristensen